Halthedsundersøgelse

Halthed kan have mange årsager og kræver grundig undersøgelse

Oftest indledes en halthedsundersøgelse med en grundig gennemgang af hestens forhistorie efterfulgt af den kliniske undersøgelse med lokalisering af eventuelle hævede eller ømme områder. Herefter følger undersøgelse af hesten i bevægelse med mønstring i skridt og trav på hård bund ligeud og eventuelt foretages bøjeprøver, hvor man stresser leddene i forskellige regioner af benet. Herefter ses hesten i longering på både blød og hård bund.

For at kunne stille en helt korrekt diagnose kræver det, at haltheden er lokaliseret til de rigtige ben samt det de korrekte regioner. Dette gøres i langt de fleste tilfælde med lokalbedøvelser. Dyrlægen sprøjter bedøvelse ind i et led eller en seneskede og bedøver derved nerveforsyningen til et nærmere bestemt område af benet. Ofte skal der lægges flere blokader, inden man har lokaliseret de halthedsudløsende strukturer, ligesom det ikke er sjældent at se heste, der har flere problemer og eventuelt er halt på flere ben samtidig.